Jeg elsker at fortæller historier, tale i metafoer. Jeg er nysgerrig på livet, på mennesker, og den adfærd et menneske har.

Fotografiet har altid været mit omdrejningspunkt, lige indtil skulptur fik min opmærksomhed.

Jeg tillader mig at fare vild. 

Jeg er optaget af statistikker, mønstre, former, rytmer og psykologien bag en given adfærd og af overdrivelsen, som findes i surrealismen, hvor ting og tanker bøjes, og alting bliver sat lidt på spidsen.

En algoritme bliver til, når der er informationer nok omkring en given adfærd.

“Perspektivet” leger med opfattelsen af, hvad man tror, man ser. At bøje ting og tid, og opfattelsen i hvad man tror man ser.

Jeg elsker samtalen, altså den udenfor boksen.

Kender du historien om NA:DI:A ?

(Forkortet version lyder sådan)

NA:DI:A opstod efter et stort personlig pres. Samtalen jeg kun kunne have med mig selv og “vennen “derude”.
“Hun” opfordrede mig til at begynde på billederne: Fandt de rigtige modeller, lånte kjoler, tog ud på alle eventyrene for at få de rigtige skyer, landskaber, træer, stene, vand, land.

Nedlukningen fra coronaen, gjorde at jeg fik download til teksterne.

Disse tekster viste jeg til et musikalsk par, der blev grebet af indholdet, lavede derefter indspilningerne hver for sig.

Da det hele var i hus, prøvede vi at ride på den bølge der havde ført os sammen, men energien var væk. Alle brød op med hinanden, uden at vi ønskede det, vi holdte fast, men flowet var væk. 

NA:DI:A var nu blevet manifesteret

Tryk på billedet, og lyt til indspilningerne.

Mødet blev meget kort mellem 3 mennesker.