Ensomheden 2/14

Det er utroligt sårbart at have brug for andre. Men det er det samme vilkår for os alle.

Jeg tolker gennem mine billeder, “ENSOMHEDEN” på mange måder.

Jeg har et ønske om, at vi skal tale mere om den, altså ensomheden. Og gennem analysen af et billede, kan vi åbne op for, hvordan vi hver især tolker billedet og måske ensomheden.

Ensomheden, er en skrækkelig følelse.

Man kan føle sig ensom blandt 1000 mennesker.
Ensomhed og alene hed er to forskellige følelser hos mig.
Jeg vælger at være alene, men jeg vælger ikke at være ensom.
Ensomheden er som et hul midt i kroppen eller sjælen.

Når jeg får følelsen af ensomhed, er der to spørgsmål jeg stiller mig selv.

1. har jeg været alene for lang tid, uden at tale med nogle eller socialiserer mig
2. eller er jeg ked af noget.

Jeg har også bemærket, at jeg kan føle ensomheden som falsk, det vil sige, hvis jeg ikke har spist korrekt i nogle dage. Jeg tror måske, den kan sidestilles med symptomer, på en depressiv tilstand.

Nogle gange overspiser jeg, når jeg får ensomhedsfølelsen, og andre gange underspiser jeg (det er så sjældent jeg underspiser)

Ensomheden kan også ramme, hvis jeg syntes jeg skal gøre alting selv.

Og ser andre gør det i fællesskab. Og her kan den igen blive selvforstærkende. For når man gør alting selv, fordi der ingen andre er, til at gøre det, så tror omverden man er ”stærk”, og ikke har brug for hjælp. Så bliver der ikke spurgt ind til behovet, som igen kan skabe en ensomhedsfølelse. For mennesker har nok i sig selv. Og nej, man kan ikke bare spørge, for når man er ramt af ensomheden. Tror man ikke andre mennesker gider en.

Vi har alle en holdning til ensomheden. Og ligesom døden, for den taler vi helst heller ikke om. Jeg vil mene at ensomheden er et meget større tabu end døden, vi har berøringsangst på de to begreber.

Hvis nogle af vores kære, siger de føler sig ensomme, oplever jeg tit at social ”kortet” bliver trukket, ”så må du ud og møde nogle mennesker” – og det kan også være rigtig i mange tilfælde.

Men i lige som mange tilfælde, kan det sagtens også være andre behov, og måske samtale der skal til for at få en forløsning. Børn kan også være ensomme, hvis de ikke bliver hørt eller set, som dem de er, men mere på det de gør. Ensomheden kan have haft en lang vej, den er ikke kommet over natten, medmindre der er tale om skilsmisse, dødsfald eller en flytning, eller man ikke har mulighed for at være sammen med ens nærmeste.

• Ensomhed kan være manglende samhørighed.

• Ens egen manglende kommunikation til sjælen

Det handler om at have en følelse af at være forbundet til sig selv, og til andre. Og når man ikke har følelsen om at være forbundet, opstår ensomheden over tid.

Forbundenhed, er ikke bare noget man gør, det kan være, man er sammen med mennesker som ikke rigtig forstår en, eller man ikke forstår dem. Altså man er ikke på bølgelængde, eller samme energi niveau, og så kan ensomhedsfølelsen igen opstå. Når familiemedlemmer ikke forstår, og prøver at guide en i en anden retning, end den man vil, og man ønske at blive elsket, kan man gå på kompromis, og fare vild. Og ensomheden får gode vilkår for at gro, når man undertrykker sider man ikke får levet ud.

Fordi man er bange for, om de sider er i orden, så man stadig kan være i ”flokken”

Når mennesker forsigtig fortæller om deres ideer, håb og drømme, skal man være forsigtig med at sable det ned, men måske bare lytte, OGSÅ selvom det er langt fra en egen tankevirksomhed. OG for alt i verden HELLER ikke sige, ”den ide er god, men ikke noget for mig”, og så skaber det igen afstand. Men hvad nu hvis folk griner, når man prøver at udtrykke sig. Som kan udmunde sig i frygt.

Frygten for ikke at blive accepteret.

Så begynder vi at skærme os selv for andre, vi begynder at blive isoleret.

Frygten kan få os til at sænke, vores forventninger til andre mennesker, eller tolke deres adfærd, at de ikke ønsker kontakt. Som igen bliver selvforstærkende.

Ensomheden kan blive selvforstærkende, hvis frygten for at blive afvist kommer til at styre os.

Når man oplever at andre ikke vil os, vil det være lettere på forhånd at sige, man ikke vil dem.

Et andet signal på ensomheden, kan være at vi begynder at tænke for meget over, hvordan vi skal være, og gøre for, at andre vil os. Og her ligger fare for at nogle misbruger andres ensomhed ubevidst.

Vi lever i et samfund, hvor nærhed, og samhørighed er under konstant pres. Vi kan glemme at opsøge og pleje de nære relationer.

Det er utroligt sårbart at have brug for andre. Men det er det samme vilkår for os alle.

Når jeg ser film, der handler om ensomhed, gør det ondt i hele kroppen, jeg kan næste ikke være i kroppen. Jeg ved hvordan den føles.

Der er ikke noget forkert i at føle sig ensom.

Alle har prøvet at føle sig ensom. Men vi taler bare ikke om det.

Hvordan kommer den så til uhensigtsmæssig adfærd…?

Heldigvis er mange af os proaktive, på den ene eller anden måde.

• Nogle får følelsen til at forsvinde med misbrug af mad, alkohol, stoffer.
• Nogle med overdreven motion
• Nogle igen, med at servicere andre, og glemme sig selv.

Rejsen skal forbindes

Livet er en rejse, og på et tidspunkt skal den forbindes. Vi er alle forbundet.